| Hypnotisør! valg eller kald? |
|
Fra et reklamemæssigt synspunkt ville det nok være klogere at male et glansbillede af sig selv og historien om hvordan en almindelig knægt, blev til en mand med et ualmindeligt erhverv. Men jeg har altid gjort alting omvendt, så ved at fortælle min historie som den er, håber jeg at vinde noget man ikke kan reklamere sig til: integritet, ærlighed og forståelse. Og når jeg har lagt mine kort på bordet, er det måske nemmere for dig at vise dine. Jeg har altid været en rigtig Brian, hvilket jeg nok for alvor fik slået fast, da jeg som 10-årig sprang mig og en kammerat halvt fordærvet, ved at stikke en tændstik direkte ned i krudtet på et af militærets blålyn mens min kammerat holdt det i hånden. Den blanding af uskyldig naivitet og fandenivoldskhed, beskriver og forklarer nok hvordan jeg allerede som 30-årig kunne ligge mit livs eksistentielle krise bag mig. Som en ægte Enneagram 4'er har jeg virkeligt formået at udforske både livets tinder og dets dunkle dyb: virkelighedens bjergbestiger og sindets dybhavsdykker, buissnessmand og bistandsklient, spejderdreng og plattenslager, dedikeret og dekadent, usandsynlig heldig i uheld, hvilket på usynligvis var mit held... Så jeg vil begynde med den bedste dag i mit liv:Forestil dig en frostklar himmel og frisk alpeluft med nystrøgne skiløjper der falder som hvide guirlander ned af klipperne. Ud af skibrillerne ser jeg kun omverden som en sammenflydende tunnel, mens vinden suser gennem håret, mælkesyren brænder i lårene, hjertet pumper i halsen og skiene klaprer mod sneen. Et øjebliks uopmærksomhed og jeg hænger i fri luft... Stilhed... Alt foregår ligesom i slowmotion. Jeg må have læst terrænet forkert og hænger nu ude over en lille klippeside. Desperat prøver jeg at lande på det kuperede terræn, der kaster sig mod mig i alt for høj fart. Rammer en pukkel der sender mig tilbage op mod den azurblå himmel, og jeg mærker smerten der skærer som en issyl op gennem brystet, da ryggen omfavner den næste pukkel. 18. feb. 2002. Jeg husker dagen som var det igår. Den blev startskudet til en rutchetur, der skulle tage mig ud til grænsen af forstand. Jeg boede sammen med en fast kæreste og havde lige fået kontrakt som voksenelev hos selveste A.P. Møller. Jeg startede også som planglagt den følgende sommer. Men det var som om at det ikke kun var ryggen der havde lidt et knæk. Jeg færdiggjorde de to år som elev, men havde det ikke godt. Alting var gråt. Kæresten var væk. Kontrakten udeblev og egentlig var det mig ligegyldigt. Om det var ryggen og smerterne eller de blot var mine "venner" i nød, ved jeg ikke. I stedet fik jeg skiftet drømmen om villa, vovse og volvo ud med et stadigt vildere natteliv, for jeg havde ligesom ikke andre forpligtelser og det fjernede i det mindste virkelighed nogle timer ad gangen. Da nok ligesom var nok, forsøgte jeg mig i en helt ny boldgade. Som post ved Post Danmark, så jeg kunne komme ud få noget motion og frisk luft. Og det hjalp faktisk lidt. Jeg flyttede fra Odense hjem til min barndomsby Brejning. Men der gik ikke længe før nissen flyttede med. Jeg var sku ikke rigtig glad, så da jeg en februar morgen stod af postscootere og ødelagde mit knæ var det næsten en befrielse. Så kunne jeg for alvor få lov at have ondt af mig selv. med 8 måneder i sygesengen. Nu kunne jeg ligeså godt tage skridtet fuldt ud. Jeg flyttede til Vejle begyndte at ryge og drikke, uheldige forhold og skandaler på stribe. Hvad var det der var sket med mig? Jeg havde kroniske smerter, klinisk depressiv og på lykkepiller. Jeg havde intet job, ingen ambitioner og gik til samtaler på psykiatrisk afdeling..... Jeg følte at jeg havde spildt mit liv, brændt alle broer og pisset i gløderne.
Efter 5 år i frit fald kom endelig det græsstrå jeg kunne klamre mig til. Jeg fik tildelt et deltidsjob som pædagogmedhjælper og kunne slet ikke lukke børnene ude på samme måde, som jeg gjorde med resten af verden. Langsomt begyndte jeg at få lysten til livet igen og kunne igen interessere mig for ting omkring mig. En dag kom jeg til at tænke på en gut jeg havde mødt i Odense, som havde den mest fantastiske og hypnotiserende indstilling til alting. Adam tror jeg han hedder... Han talte så inspireret om alle mulige ting, lige fra tryllekunst til håndlæsning og vitaminpiller. Han havde nævnt et eller andet om en fyr der hed Bandler og noget der hed NLP. Det blev det sennepsfrø der fik lov at spire og langsomt vokse sig større. Som en start fandt jeg en NLP terapeut der tilbød online behandling over skype og efter én behandling gik det slag i slag. En ny verden var ved at åbne sig for mig. I nysgerrighed og håb om at få værktøjerne til at tøjle mit eget sind uddannede jeg mig til hypnoterapeut. Jeg brugte det næste år til at få skuden på ret køl igen, iden jeg begyndte at tage de første klienter ind gratis. Jeg har siden brugtalt hvad jeg ejer og har på at uddanne mig indenfor Hypnose og coaching, som i dag er min passion og det jeg føler er MIT kald. Her kan jeg gøre alle mine svagheder til styrker, fejltrin til fortrin og jeg vilel ikke bytte den 18. feb. for nøglen til Hr. Møllers pengetank. Hvis det er muligt i verden, er det muligt for dig.... Så hvornår ved du hvad DIT kald er? |
