Jeg vil sige dig stort TAK for det du har gjort for
mig. Er glad for min venninde Dorte gav mig sparket til at komme ind til dig. Det var det der skulle til. Du fik mig til at se, der er en vej igennem den meget dystre tunnel/rutsjebane jeg har været igennem.Jeg kan kun give dig de bedste anbefalinger og sige til andre: Man er nød til at få gjort noget ved sit problem  (Søvnløshed og sorg)

Læs mere...
Kender du typen?
enneagrammetHerunder kan du få et overblik over de forskellige typer.
 
Type 1 - Perfektionisten, Korsfareren, Organisatoren

Perfektionisten har en stor trang til at være et godt menneske og er overbevist om at omtanke og godhed vil overvinde verdens mørke sider. Perfektionister motiveres af fuldkommenhed og "den objektive sandhed". De er hårdtarbejdende og har høje normer og idealer. De tager livet meget alvorligt og kan let blive irritable, dømmende og selvretfærdige i deres stræben efter fuldkommenhed.

Perfektionister gør meget for andre mennesker, som de synes om. De er retfærdighedsorienterede og motiveres til at handle, fordi de ønsker at gøre noget ved de problemer og urimelige vilkår, de ser omkring sig i verden.

Detaljen er vigtig, hvilket gør, at det for Perfektionisten er selve udførelsen og ikke målet, som tæller. De nyder den belønning, der ligger i at udføre et godt stykke arbejde. Perfektionister er meget selvkritiske og gør alt for ikke at begå fejl. Derfor er Perfektionister også meget sårbare overfor andres kritik. Hvis de er i tvivl, vil de hellere udskyde en beslutning frem for at løbe en risiko eller gøre noget forkert. De kan planlægge så meget og så detaljeret, at handlingen aldrig bliver ført ud i livet.

Perfektionister trives godt i jobs, der kræver god organisering og langtidsplanlægning. De er gode i omgivelser, hvor der er fokus på detaljen, og hvor struktur er vigtig. De egner sig bedst til arbejde, hvor andre løber risikoen for dem, eller hvor andre er ansvarlige for de risikofyldte beslutninger.

Type 2 - Hjælperen, Omsorgspersonen, Behageren

Hjælperen har et stort behov for at være værd at elske. Hjælpere er gavmilde, betænksomme og elskelige. De virker oplivende på andre med deres påskønnelse og opmærksomhed. Hjælpere får identitet gennem at arbejde for og med mennesker, de finder betydningsfulde. De søger fortrolighed og vil gerne være venner med alle. Dette skyldes blandt andet, at de er meget afhængige af at få anerkendelse. Hjælpere får i høj grad dækket deres egne behov ved at dække andres, da det ofte er et mål med godheden. Når de hjælper andre med at nå deres mål og få succes, forventer de også, at der er en særlig belønning til dem. De har en veludviklet evne til at aflæse andres behov og tror selv så fuldt og fast på den, at de nemt overser det, når de tager fejl. Hjælpere kan nemlig godt lide at være uundværlige og har en tendens til at glorificere sig selv i forhold til deres værdi for andre.

Hjælpere er villige til at arbejde hårdt uden at blive belønnet, hvis blot arbejdsmiljøet i form af menneskelig kontakt er godt. De er gode til at se andres potentialer og fungerer godt som assistenter eller som lederens højre hånd. De trives i arbejde, hvor de har en vis indirekte indflydelse. De bidrager til helheden ved at være behovsorienterede, usynlige og indflydelsesrige. Hjælpere tager beslutninger med følelserne, hvilket betyder, at deres følelse af at være en del af en helhed er uhyre vigtig for dem. De kan yde det optimale, hvis en gruppe omkring dem er opmærksom på deres følelser og anerkender deres indsats.

Type 3 - Udretteren, Motivatoren, Statussøgeren

Udretterens dybeste ønske er at være værdifuld. Udrettere er ofte succesfulde på deres job. De har selvtillid og tror på, at de er i stand til at udvikle deres egne talenter og udnytte deres kapacitet. De er meget målorienterede og holder af statussymboler, som at have den rigtige bil, det rigtige hus eller den rigtige karriere. På samme måde er det vigtigt at de ser rigtige ud, kender de rigtige mennesker og har det rigtige image. De nyder anerkendelse og går ind i ethvert forhold for at vinde. De arbejder hårdt og er altid i gang med projekter med nye mål. De kan være gode til at motivere andre og få dem til at tro på, at alt er muligt. De er gode til at udvælge de rette personer, der kan bidrage til, at de kommer i mål. De er flerstrengede og kan derfor koncentrere sig om flere ting ad gangen.

Udrettere mener ofte selv at de er sunde, også følelsesmæssigt sunde, hvilket dog ikke altid stemmer overens med virkeligheden, da de netop i høj grad er i stand til at påtage sig følelser, der ikke harmonerer med deres indre tilstand, fordi de "valgte følelser" hører med til jobbet, projektet eller at tage sig godt ud. Velafbalancerede Udrettere er indfølende med social bevidsthed. De er i stand til at sætte mål for sig selv og andre samt at nå dem. De er entusiastiske og har en veludviklet evne til at komme i tæt kontakt med mennesker.

Type 4 - Individualisten, Romantikeren, Dramatikeren

Individualisten har et stort behov for at være betydningsfuld. De vil sjældent se sig selv som én ud af mange og trives godt med at have en særlig position eller en særlig opgave. Individualister har hang til store følelser og kan svinge meget i humør. De er også fantastiske til at rumme andres følelser. De ved, at verden ikke er sort/hvid og vil naturligt forsøge at se ind bag ved tingene. Det gør dem gode til at se tingene fra flere sider og i helheder samt til gode støtter for andre i svære perioder.

Individualistens største udfordring er misundelse og følelsen af, at der altid mangler et eller andet. De ser ofte den lykkefølelse de selv mangler hos andre og ønsker derfor det de tror, gør andre lykkelige. De har behov for at blive forstået og anerkendt for dem, de er og har en tendens til at falde hen i drømme og fantasier, hvor de netop er centrum for andres positive opmærksomhed. De kan i perioder være tilbagetrukne og mystiske og til andre tider lave dramaer for at blive "set". Trygge Individualister har en udsøgt æstetisk sans og er ofte dygtige kunstnere. Deres kunstværker er ofte unikke med et særligt præg af perfektionisme helt ud i de mindste detaljer.

Type 5 - Iagttageren, Tænkeren, Eksperten

Iagttageren har et stort behov for at være kompetent. Viden, forståelse og indsigt er højt værdsat hos Iagttagere, fordi deres identitet er bygget op omkring det at have ideer og være én, som har noget usædvanligt og indsigtsfuldt at sige. De kan godt lide at udforske det ukendte og finder ofte en niche for sig selv, hvor de kan opnå uafhængighed og som forstærker deres egen følelse af selvsikkerhed.

Iagttagere er tilbagetrukne og forholder sig ofte intellektuelt til følelser. De elsker ensomhed og undgår generelt sociale kontakter og større forsamlinger. De har en ubevidst oplevelse af, at der er begrænsede energireserver, og de vil derfor ikke bruge deres tid og energi på andre menneskers projekter, behov eller følelser. Tid til sig selv og personlig plads kan opleves som fuldstændig vitalt. De samler reserver, særligt i form af viden, men kan også være i form af ting og mad, idet selvopretholdelse er vigtig for iagttagere.

Iagttagere nyder at dele deres fund og deres viden med andre og de disker ofte op med deres observationer. Iagttagere bliver ofte gavmilde, når de er trygge og befinder sig i afklarede relationer.

Iagttagere har brug for at kunne forudse, hvad der sker, hvilket gør dem til gode planlæggere. På grund af deres udsøgte objektivitet og evne til at se mange perspektiver, trives de godt med opgaver, hvor de systematiserer og træffer objektive beslutninger. De kan tænke længe over tingene uden at involvere andre, og når de så har truffet en beslutning meddeler de den i en objektiv tone.
Type 6 - Skeptikeren, Loyalisten, Realisten

Skeptikeren har et stort behov for at være støttet. Skeptikere er den tænkende type, som er loyale, hårdtarbejdende mennesker, som man kan stole på. De er omhyggelige og fantasifulde tænkere. De motiveres af angst og tvivler derfor på alt og alle, hvilket gør dem på vagt overfor skjulte intentioner. På grund af deres konstante tvivl, sætter de spørgsmålstegn ved deres egne beslutninger, ved andres motiver og sikkerheden i enhver situation. Skeptikerens mål er at realisere sikkerhed. Bliver Skeptikerne præsenteret for én synsvinkel, har de et naturligt talent for at se tingene for en anden vinkel. Derfor er de gode analytikere og har meget at byde på for en arbejdsplads, hvor der er behov for at få analyseret tingene fra forskellige synsvinkler.

Skeptikere kan være selvopofrende for en god sag, for familien eller for idealer, da deres vision præges af retfærdighed. De kæmper ofte den svages kamp og kan være meget loyale og ansvarlige. Skeptikere er udholdende og når deres mål ved at være stabile og vedholdende. De viser opmærksomhed på detaljer og nærmer sig ofte problemerne omhyggeligt og metodisk. De organiserer ressourcer, prioriterer opgaver og følger projekterne igennem og føler, at deres personlige værdi hviler på deres troværdighed og kvaliteten af deres arbejde.

Type 7 - Idémageren, Eventyreren, Entusiasten

Idémageren har et stort behov for at være smertefri. De er som regel selvstændige, muntre, beslutsomme, handlekraftge, ambitiøse, entusiastiske, charmerende, selskabelige og fantasifulde. De møder livet med nysgerrighed og optimisme. De er selvmotiverende og elsker nye projekter. Idémagere får konstant nye ideer og ser nye muligheder. De analyserer og tænker simultant, i helheder og elsker at sætte mennesker og ideer sammen i sammenhænge. Det er især nemt for dem at holde gejsten oppe i begyndelsen af et projekt, når det skal udvikles og ideerne skal på bordet. Knap så sjovt er det for Idémagere at sidde med de daglige procedurer og de kan have svært ved at færdiggøre projekter.

Idémagere kan ligeledes være hurtigt videre, når der opstår problemer. De ønsker ikke at beskæftige sig med livets sorgfulde sider og den del af livet kan være helt ubevidst for idémagere. De føler sig let begrænsede og keder sig, når de er sammen med mennesker, der har andre behov, end de selv har, og de vil gerne selv bestemme, hvad de bruger deres tid på.

Idémagere er ofte behagelige at være sammen med. De er smittende positive, støttet af en høj selvværdsfølelse. Denne positivitet kan for andre typer også være en udfordring og kan forekomme andre som værende overfladisk. Hvis flere Idémagere er sammen, vil de snakke i munden på hinanden. Det er fint for dem, da de sagtens kan overskue det kaos, der derved fremkommer. Det virker blot inspirerende på dem. De kan have mange bolde i luften samtidig. Deres tænkning er foregribende og forudseende og de vil næsten altid komme med løsningsmodeller på problemstillinger.

Type 8 - Frontkæmperen, Udfordreren, Beskytteren

Frontkæmperen har et stort behov for ikke at være såret. Frontkæmpere har vilje, styrke, vitalitet og udholdenhed og er meget bevidste om deres egne behov. Frontkæmpere vil ikke kontrolleres eller tillade at andre har magt over dem. Megen af deres tid og adfærd er optaget af at sikre sig at have ansvaret og kommandoen, for at efterlade deres aftryk i de sammenhænge, de involverer sig i. De kan virke aggressive og provokerende, men er tit ubevidste om, hvordan de virker på andre.

Frontkæmpere har en meget personlig moralopfattelse, som lægger vægt på sandhed og retfærdighed. De kæmper den svages kamp, særligt dem, de føler de har ansvar for, og de accepterer ikke det, de oplever som uretfærdigt. Hvad der kan være svært at se for andre er, at Frontkæmpere ofte føler sig sårbare og derfor kæmper for deres egen retfærdighed. De melder klart ud og har ikke problemer med at vise vrede, som efterfølgende - af Frontkæmperne selv - er hurtigt glemt igen. Frontkæmpere ønsker ikke at vise deres sårbarhed, men får de et værdigt modspil, der samtidig anerkender dem, bliver de trygge og viser mere af deres sande jeg.

Velafbalancerede Frontkæmpere opgiver de fleste kampe og bliver mere konstruktive. Når de tillader sig selv nogen grad af sårbarhed, bliver de i stand til at udvise stor medfølelse og omsorg for andre. De bliver storsindede og gode til at uddelegere opgaver, når de mener, at den anden kan løse opgaven. De kan godt lide klare retningslinier og kombineret med en sund medmenneskelighed kan Frontkæmpere være excellente ledere.

Type 9 - Fredselskeren, Mægleren, "Ingen særlige"

Fredselskeren har et stort behov for ikke at være adskilt. Fredselskere er varme, hyggelige, venlige, tolerante, imødekommende, ikke konkurrerende og snaksalige. De foretrækker et fredeligt, velordnet og behageligt liv. Fredselskere indordner sig naturligt og kan have svært ved at fastholde deres egne målsætninger, da de uden at tænke over det går ind på andres ønsker og behov. Derfor opfører de sig ofte som "Ingen særlige".

De kan være meget aktive og investerer en betydelig energi i deres arbejde. Fredselskere arbejder godt i jobs med klare retningslinier, hvor de under sådanne rammer vil være meget produktive. De får energi af at være et sted, hvor der er effektive rutiner, og hvor andre mennesker viser entusiasme for projekterne. Når de skal træffe beslutninger indsamler de information og udsætter ofte en beslutning til sidste øjeblik. Derfor er det godt for dem at have en deadline.

Fredselskere er gode til at se tingene fra alles side, hvorfor Fredselskere er naturtalenter til at mægle mellem parter og gør det gerne for at genskabe harmonien og freden. De ser ikke sig selv som "redningsmænd", men lytter naturligt uden at dømme og tilbyder herved andre frihed og rum. De er tilgivende og lader tvivlen komme andre til gode.

Fredselskere har svært ved at mærke sine egne behov eller at kende sin egen vinkel på en sag og kan fremstå dovne og uengagerede, særligt når de går på kompromis med egne synspunkter og ønsker. Man kan sige, at Fredselskere er adskilte fra sig selv og derfor kan de have svært ved adskillelse fra andre, særlig nære relationer.

En velafbalanceret Fredselsker, der er i kontakt med sine egne synspunkter og behov, er handlekraftig og når instinktivt sine mål.

Bliv Klogere

nope.dk - Danmarks Website Chart
Clicky Web Analytics